Kastaniehuset
 

Om Kastaniehuset

Kastaniehuset er kendetegnende for musik, traditioner og årstidsfester.

 

 Musik

Børn og musik hænger sammen. Børn er født med musik i blodet. Med det mener vi, at alle er født musikalske og alle har umiddelbart en lyst og glæde til musik som er medfødt. Alle børn har også medfødte forudsætninger for at udvikle sig og det i forhold til musik. Den musikalske udvikling er som al anden udvikling afhængig af om barnet er i et miljø, hvor det stimuleres rent musikalsk. Børn har en naturlig glæde ved sang og musik. Når barnet leger, er sang og rytme en naturlig del af legen.

Musik og rytme er en vigtig del af barnets udvikling. Når børnene i Kastaniehuset præsenteres for musik og sang trænes samtidig den sproglige udvikling.  Musik styrker også motorikken, det sociale, fantasien, det emotionelle, hvem barnet er (barnets identitet) og meget andet.  Ved at have fokus på musikken kommer vi således rundt om læreplanens temaer.

Derfor er vi meget opmærksomme på at støtte og udvikle dette i det daglige arbejde, da der er store gevinster at hente på lang sigt. Børn har lige så meget behov for musik, som de har for at trække vejret. Musik er så dejlig livsbekræftende, så alle børn burde have den mulighed, som Kastaniehuset tilbyder, og det er lige meget om man er dreng eller pige. Glæden ved musik er lige stor.

 

Det betyder i Kastaniehuset:

At alt personale viser geist, vilje og engagement for at støtte barnet i den musikalske udvikling.

At vi dagligt synger og spiller i fællesskab, enten stuevis eller alle institutionens børn.

At vi hver mandag alle mødes til morgensang og starter på en ny fælles uge med månedens sang.

At vi hver fredag afholder fælles fredagshygge, hvor børnene på skift synger for hinanden – enten som kor eller alene – og i fællesskab synges vore egne sange og andre.

At vi besøger plejehjem og underholder.

At vi ved arrangementer i Kommunen tilbyder vores musik.

At vi har komponeret sang og musik til alle vore traditioner.

At vi har udgivet en cd, som kan købes i Kastaniehuset.

At vi synger og spiller til alle forældremøder.

At vi har ansatte som kan spille på guitar og keyboard.

 

Visioner indenfor det musiske område:

At vi fortsat kan opleve glæde ved at arbejde med musikken såvel ud fra voksenperspektiv som børneperspektiv. Vi har endnu ikke haft børn, som har givet udtryk for, at de ikke vil deltage i dette fællesskab omkring musikken.  Samtidig vil vi gerne i fremtiden kombinere det rytmiske med bevægelse, for yderligere at styrke den motoriske og sproglige udvikling af barnet. 

Vi ønsker stadig at komponere vore egne sange til de nye traditioner vi gennemfører.

At bibeholde det fællesskab musikken giver mulighed for ved, at såvel vuggestue som børnehavebørn knytter bånd til hinanden gennem fælles oplevelser.

Vi vil gerne ud ad til gøre opmærksom på os selv, som en institution med fokus på musik. Så en af hovedopgaverne for Kastaniehuset de kommende år er at skabe noget PR for dette.