Kastaniehuset
 

Årets traditioner og årstidsfester

Traditioner og årstidsfester er med til at skabe tryghed, forudsigelighed, genkendelse, glæde og følelsen af at være en del af noget, altså fællesskabet. 

Billedet viser børn der synger på scenen, en stor tradition til vores fester.

Vinter arrangement

Sidste søndag i januar arrangere forældreforeningen et par timers leg i en lånt gymnastiksal, det giver sammenhold, grin, hygge og der er mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende.

Fastelavn

Der bliver klippet og klistret, og risene fyldes med farvet pynt. På vores fastelavnsværksteder laves der masker, synges og spilles, laves fastelavnsboller og meget mere. Forventningens glæde er stor, når børnene møder udklædte til fastelavnsfest. Såvel kattekonge som kattedronning er et stolt par, når de kåres med krone og kappe.

Ringe blomsterne frem

Hvert barn får en klokke og vi går i skoven for at ringe erantis og anemoner frem.

Påske

Børnene klipper gækkebreve, som de selv lægger i postkassen til mor og far, og måske kan de holde på hemmeligheden. Gækkebrevet skulle gerne udløse et påskeæg. Der bliver klippet påskepynt, sået karse, leget påskelege og holdt børnepåskefrokost.

Fællesudflugt

Hvert år i maj tager hele Kastaniehuset på en fælles udflugt.

Pinse

Nogle børn og voksne går i køkkenet og forbereder en fælles pinsefrokost, som spises ude i fællesskab.

Majfest

Først i maj pyntes en majstang med bøgegrene, hvert barn holder et silkebånd som vikles rundt om stangen, mens vi går rundt om majstangen til sang og musik.

Forårstur

Arrangeres af forældreforeningen. Vi mødes en lørdag formiddag - de sidste par år ved Strandvænget - går en tur og får kafffe og boller.

Sommerfest

Arrangeres af forældreforeningen. Vi håber at vejrguderne er med os til denne populære fest, hvor familierne møder talrigt op. Det er en dejlig fest, hvor børn og voksnes venskaber styrkes ved leg og underholdning. Det er også denne dag, der officielt bliver sagt farvel til de kommende skolebørn.

Blomsterdag, fødselsdag og bedsteforældredag

Den 1. juni holder vi blomsterdag og Kastaniehusets fødselsdag. Hvert barn medbringer en blomst, som hele sommeren pynter op udendørs. Hvert barn planter og vi synger vores blomstyersang og fødselsdagssang. Bedsteforældrene inviteres og deltager sammen med børnene i at plante blomster. bagefter er der musik med børn på scenen, og fællesspisning.

Sct. Hans

Børnene har forinden lavet en heks efter alle kunstens regler. Vi synger, tænder bål og heksen flyver til Bloksbjerg, og slutter af med brød på bålet.

Høstfest

I ugerne op til selve festen er vi ude at samle bær med mere til at lave marmelade, æblemos med mere. Vi bager brød, ryster smør, ryger og forbereder selve høstfesten. Til festen medbringer hvert barn alt fra haven af grønt og blomster og vores høstkrans bliver pyntet. Der dækkes op til fest med alt det tilberedte og der fortælles eventyr om prinsesse grønkål og kong gulerod.

Motionsdag

Fredag inden efterårsferien holder vi motionsdag, børnene deles i grupper efter alder, og der laves lege og motoriske aktiviteter, de ældste børn løber en tur. I ugen op til har vi også en dag, hvor vi leger gamle lege.

Lanternefest

Den lyse tid er forbi, og mørkets tids komme markeres med denne fest for hele familien. Stemningen er dejlig når vi sammen går i mørket og lyser med de hjemmelavede lanterner samt synger lanternesangene. Mon vægteren hører os og kommer på besøg? Måske har han sol-, stjerne- og månekager med.

Jul

Hvert barn laver en julegave til mor og far. I december sker der hele tiden spændende ting. Juleklip, julehygge med hele familien. Hver dag holder vi hyggestund med kalenderlys og sange. Børnene kommer på juletur og møder måske en nisse. Vi holder julefrokost og mon ikke også julemanden viser sig i december måned, når vi med hele familien går med fakler op til Dyrehave Mølle.